Knækket en tand – hvad gør du?

Hvis du er så uheldig at knække en tand eller en fyldning, skal du undgå både koldt og varmt samt undlade at tygge med den skadede tand.

Indtil du kan komme til tandlægen, skal du desuden forsøge at holde området rent ved at børste tanden let med tandbørste og bruge tandtråd.

 

 

Voldsom tandpine – hvad gør du?

Kraftig tandpine opstår som regel, fordi bakterier eller en revne er nået ind til nerven i tanden.

Ved tandpine er det vigtigt, at du søger tandlæge hurtigst muligt. Indtil da kan du prøve at dulme tandpinen med smertestillende midler, men husk altid at læse vejledningen på pakken, så du undgår overdosering.

Hold eventuelt en ispose mod tanden/kinden, da det også hjælper med at dæmpe smerterne. Er du i tvivl om det mindste, bør du kontakte dit nærmeste apotek eller tandlægevagten.

 

Tandsmerter i forbindelse med betændelse – hvad gør du?

Har du smerter i forbindelse med eksempelvis en visdomstand, kan tandpinen dæmpes ved at skylle munden med Klorhexidin, der kan fås i håndkøb på dit nærmeste apotek.
Søg derefter tandlæge hurtigst muligt.

 

 

Ulykke – har du fået slået en tand ud?

Har du været ude for en ulykke, hvor dine tænder er blevet slået helt eller delvist ud, skal du om muligt opbevare de udslåede tænder i rent vand eller i munden.

I nogle tilfælde kan tanden eller tænderne muligvis genindsættes, så søg straks tandlæge.

– Som patient hos os er du altid garanteret behandling samme dag.

 

Ved akut brug for tandlægehjælp – hvad gør du?

Hvis du har brug for tandlægehjælp uden for vores åbningstid, eller når vi har ferielukket, kan du søge hjælp på tandlægevagtens hjemmeside: www.tandlægevagt.dk

 

Tandlægevagten København
Oslo Plads 14
2100 København Ø

 

Tandlægevagten Nordsjælland
Carlsbergvej 13
3400 Hillerød